•  
Share this page:

07 February 2013

Artikel fra Helsingør Dagblad

Det er vigtigt for os som maritim virksomhed, at Helsingør bliver ved med at have maritime uddannelser. Finn Wollesen Petersen, administrerende direktør i den internationale skibstegnestue, KNUD E. HANSEN, Lundegården i Helsingør, betegner det som dybt beklageligt og skidt både for virksomheden og for Helsingør generelt, at byen nu mister sine maritime håndværksuddannelser for skibsbyggere, modelsnedkere og sejlmagere. At de i stedet placeres i netop Hillerød, der ingen tilknytning har til det blå Danmark, ikke har adgang til vand og ikke har nogle maritime traditioner at bygge på, er KNUD E. HANSEN’s chef helt uforstående overfor.

Finn Wollesen Petersen mener, at Helsingør i stedet skal gå i den stik modsatte retning og hurtigt sætte ind på at opruste som maritimt uddannelses-center, før en anden dansk havne- og vandby løber med disse muligheder.

– Mens danske politikere taler meget om det blå Danmark, bliver de maritime uddannelser mere og mere udhulet.

– Det betyder, at vi har mistet vores rekrutteringsgrundlag til den blå branche og vi er tvunget til at rekruttere vores medarbejdere i udlandet.

Min vurdering er, at det er gået fuldstændigt galt for de danske politikere i denne sag. Det går ud over hele erhvervet og jeg forstår ikke, at rederierne ikke har råbt mere op om dette. De har jo også brug for de teknisk uddannede, siger Finn Wollesen Petersen til Helsingør Dagblad fra Beijing, hvor han netop nu befinder sig for at lave forretning.

Opfordringen fra KNUD E. HANSEN til Helsingør er at genindføre den tidligere skibsingeniør-uddannelse, den tre-årige Teknikum-uddannelse, hvor elever med en praktisk uddannelse i bagagen, blandt anset som skibsbyggere, tømrere og smede, kunne bygge ovenpå med en ingeniøruddannelse. Uddannelsen var dengang placeret i Helsingør og den skal genoplives her, mener Finn Wollesen Petersen. Nu er skibsingeniøruddannelsen reduceret til en gren af maskiningeniøruddannelsen på DTU, Danmarks Tekniske Universitet, med et lille bifagstilvalg inden for skibsteknik. I Danmark uddannes der kun to til fire skibsingeniører om året.

Blandt de 65 medarbejdere, der er ansat i KNUD E. HANSEN, er 15 forskellige nationaliteter repræsenteret. Især rekrutterer skibstegnestuen medarbejdere fra Grækenland, Italien, Spanien og Australien. Også irere, canadiere, amerikanere og en svensker er ansat i den internationale Helsingør-baserede virksomhed.

Ifølge KNUD E. HANSEN’s administrerende direktør er Syddansk Universitet i gang med planer om at etablere en skibs-offshore-ingeniørlinje, hvor universitet har kontakt til Esbjerg som en oplagt placering for denne nye uddannelse.

– Helsingør kunne glimrende åbne for den gamle skibsingeniøruddannelse.

Helsingør er et helt igennem oplagt sted at placere denne uddannelse, og med et kommende nyt søfartsmuseum bliver det endnu mere oplagt. En kontakt til DTU er oplagt. Ellers kan Esbjerg hurtigt komme Helsingør i forkøbet.

Download artikel

Helsingør taber udviklingen til andre danske havnebyer

Download PDF
X
Sign up for our newsletter